Fakta om

Muhamed ibn Abdallah ( arb. = den lovpriste.)

Stifter af den muhamedanske religion, født i Mekka ca. år 570. død i Medina 8. juni 632.

Om hans barndom og første ungdom vides med sikkerhed kun meget lidt. De muhamedanske legender har med forkærlighed udbredt sig netop om denne periode af hans liv, delvis ved misforståelse af bestemte udtalelser fra hans senere tid, men disse legender, der naturligvis går ud på at betegne ham som Guds udvalgte redskab lige fra hans tidligste tid, indeholder intet historisk. Hans far hed Abdallah og moderen Amine. Han tilhørte den kurajschitiske æt, men familien var fattig. Faderen døde som ung, enten et par år efter sønnens fødsel eller måske allerede inden denne, og da moderen nogle år fulgte efter, kom han i huset hos sin farbror, Abu Talib, der gennem hele sit liv blev ham en trofast støtte. Den unge Muhamed måtte som hyrde hjælpe til familiens underhold, senere blev han kameldriver og karavanefører ved de handelsrejser, som mekkanske købmænd lod foretage, navnlig til Syrien. I denne egenskab kom han i tjeneste hos en rig købmandsenke, Khadidja, som, da han var 24 år gammel, ægtede ham, skønt hun selv var 15 år ældre, én for en arabisk kvinde fremskreden alder. I dette ægteskab fødtes der Muhamed 6 børn, af hvilke alle drengene døde som små, og den ene datter, Fatima, der blev gift med Muhameds fætter Ali, søn af Abu Talib, blev den eneste, gennem hvem slægten fortsattes. Muhameds ægteskab med Khadidja blev meget lykkeligt. Med sjældent skarpsind anede hun, hvad der gærede hos Muhamed, og da han fremtrådte med sin sendelse, blev hendes usvigelige tro på hans forkyndelses sandhed, Muhameds bedste støtte under tvivlens og modgangens tunge år.

Muhamed hyldede i sine unge år sine landsmænds hedenskab. Herom vidner bl.a. det navn han gav én af sine sønner. Men tidlig førtes han ind på religiøse spekulationer, og da han ved ægteskabet med Khadidja var blevet økonomisk uafhængig, trak han sig efterhånden helt tilbage fra forretningslivet og tilbragte det meste af sin tid i en hule i de øde klippeegne uden for Mekka, fordybet i religiøse betragtninger. Under disse fæstnedes efterhånden hos ham forestillingen om, at der kun var én gud, og det mekkanske hedenskab med dets mange guder måtte forekomme ham en vederstyggelighed. Men når der var en gud, som havde skabt menneskene, så måtte disse også være ansvarlige overfor gud, og der måtte efter døden være en dom, hvor dette ansvar blev gjort gældende. Muhameds egne landsmænd i Mekka var et meget verdsligsindet folkefærd, som kun var optaget af at tjene penge og at bruge dem, og den tydelige modsætning mellem denne verdslighed og Muhameds egne alvorsfyldte grublerier gjorde ham mere og mere ængstelig; hvordan skulle det dog gå disse folk i Mekka, der stak så dybt i verdslighed og synd? Andre folkeslag – det vidste han fra jøderne og de kristne – havde haft profeter til at vejlede og advare, og efterhånden som Muhamed stærkere følte modsætningen mellem sin egen tankegang og sine landsmænds, begyndte den tanke at dæmre frem hos ham, at han selv var det udvalgte redskab, den, hvem gud havde kåret til arabernes profet. Så fik han en nat ude i sin hule et syn – efter en anden fremstilling var det en drøm -, idet en engel kom til ham og åbenbarede ham nogle ord; det er begyndelsen af koranens kap. 96. denne begivenhed rystede Muhamed stærkt, men da han fortalte den til sin hustru, var hun straks klar på, at dette betød kaldelsen til profet. Imidlertid gik der længere tid, inden der kom en ny åbenbaring, og Muhamed begyndte at fortvivle. Men derpå kom der atter et budskab fra englen, og nu fulgte flere efter. I Muhameds åbenbaringer, der er samlet i koranen, muhamedanernes hellige bog, findes der fra den senere tid et par budskaber fra englen Gabriel, som øjensynligt er, hvad man kan kalde ”bestilt arbejde”, Muhamed har her fået det åbenbaret, som det netop passede ham at få forkyndt. Støttet på disse steder har man, navnlig i ældre tid, villet affærdige Muhameds hele virksomhed med, at han fra første færd var en bevidst bedrager. Dette er ganske urigtigt; Muhamed troede også selv på sine åbenbaringer, som noget, der kom til ham udefra. Kun i troen på sin sendelses sandhed kunne Muhamed finde styrke til at holde ud i de mange trange år, der gik, inden han slog igennem. Et bevidst bedrag ville heller aldrig have kunnet få den magt over tilhørernes sind, som Muhameds forkyndelse fik.

Denne forkyndelse var ikke fra første færd nogen fast opbygget, sammenhængende lærebygning; det var det simple: omvend eder, thi dommen er nær. Med stærke udtryk, vel egnede til at få magt over primitive sind, udmalede Muhamed helvedesstraffenes rædsler og i modsætning dertil paradisets lyksalighed, hvor der er frugtrige, kølige haver, i hvilke hurier, som bestandig bliver jomfru på ny, opvarter de troende. Meget simpel blev også det dogmatiske grundlag for Muhameds forkyndelse; der bestod af den ene læresætning: der er ingen gud uden den ene sande, og Muhamed er hans udsending.

Muhameds fødeby Mekka, hvori fandtes den gamle arabiske helligdom, tænktes i hedenskabet som et slags hjemsted for alle arabiske guder, og til Mekka valfartedes der fra alle egne i Arabien. Til disse pilgrimsrejser knyttedes tillige handelsvirksomhed, og Mekkas egenskab af midtpunkt for al transithandel i Arabien var netop grundlaget for byens økonomiske eksistens; dens opland byder intet. Men når nu Muhamed kom og forkyndte, at de hedenske guder, til hvis ære der valfartedes, overhovedet ikke eksisterede, rettede han et farligt stød mod hele Mekkas eksistens, og det var denne økonomiske betragtning, der fra første færd gjorde næsten alle Muhameds bysbørn fjentlige stemt over for ham. Muhameds gennembrud som profet fandt sted, da han var 40 år gammel, og denne sene alder bidrog også til, at han i begyndelsen gik så tøvende til sit kald. Gennembruddet må altså have fundet sted omtrent 610 år efter Kristi fødsel, og i de følgende 12 år førte Muhamed en opslidende kamp mod sine landsmænds vantro vrangvillighed. Kun fåtallig og lidet anselig var den menighed, der samledes om profeten. År 619 døde Khadidja og snart derefter også hans trofaste beskytter Abu Talib, der, skønt han ikke selv troede på Muhameds forkyndelse, dog med arabisk slægtstroskab stadig skærmede ham. Khadidjas formue var i disse trange år gået til at hjælpe den lille menighed, og fattig og venneløs stod profeten der uden mindste udsigt til sejr.

Da knyttede han forbindelse med nogle mænd fra byen Medine, der, netop fordi de var fremmede, villigere lånte øre til Muhameds forkyndelse. Og det blev da, efter at et tidligere udvandringsforsøg til Afrika var mislykket, besluttet, at den lille menighed og profeten selv skulle flytte til Medina. Denne udvandring (Hedjra) fandt sted sommeren 622, og fra den daterer muhamedanerne med god grund deres tidsregning; thi den åbnede vejen for Muhameds sejr. De muhamedanske legender fortæller meget om, hvorledes indbyggerne i Mekka søgte at hindre denne flugt, og forfulgte profeten; i virkeligheden synes mekkanerne at have været henrykte over at slippe af med den besværlige og forrykte prædikant. Men snart opdagede de, at Muhamed var langt farligere uden for end i Mekka. Han gik straks i gang med at organisere sin lille menighed som en stat, der forfulgte det formål at indtage Mekka og underlægge sig hele Arabien, og han begyndte krigen med røvertog mod de mekkanske karavaner. Muhamed var ikke nogen dyb tænker, - derfor blev også hans forkyndelse så enkel og ligetil – men han var en glimrende politiker og en grundig menneskekender. Ved en sejr over mekkanerne i slaget ved Bedr 624 styrkede han sin profetiske anseelse, og hans magt over sindene var så stor, at end ikke nederlaget ved Ohod det følgende år rokkede tilliden til ham. Mekkanerne forsøgte forgæves at få ram på ham ved at belejre Medine i 627; dette mislykkedes, og Muhamed organiserede sin menighed som en ren militærstat, der fortsatte kampen mod Mekka samtidig med, at den også vendte sine våben mod andre arabiske stammer, og Muhamed begyndte allerede at tænke på at brede forkyndelsen af sin lære også uden for Arabien.

Når Muhamed var så ivrig for at få magt i Mekka, var det, fordi han med klar forståelse af denne bys betydning havde inddraget helligdommen Kaaba i sin ny lære.

Men derved var også åbnet mulighed for forståelse; thi når man blot havde sikkerhed for, at Mekka vedblev at være valfartssted – og pilgrimsfærden med alle dens skikke fastholdt også Muhamed -, så kunne det være de verdslige mekkanere lige meget, i hvilken guds navn de folk kom, hvis penge de skulle tjene. Idet Muhamed overfor Mekka gik frem med megen politisk takt, lykkedes det ham efterhånden at gøre mekkanerne kede af kampen, og det endte med byens overgivelse. Men først da også hele det øvrige Arabien var undertvunget, vendte Muhamed i triumftog tilbage til sin fødeby, hvorfra han dog atter drog til Medine, hvis troskab han belønnede med et løfte om, at han aldrig ville bosætte sig andet sted. – Så længe Muhamed var gift med Khadidja, havde han ikke andre hustruer; senere trådte hans stærke sanselighed meget frem, og han ægtede en hel række kvinder. Dette umådeholdne liv i forbindelse med hans stærke sjæleanspændelse og efterveerne af et forgiftningsforsøg gjorde, allerede da han var 63 år ende på hans liv. Han blev begravet i sin yndlingshustrus Aischas hus, og her rejstes senere den endnu eksisterende moske, som er st vigtigt valfartssted for de troende. Til hans efterfølger valgte menigheden den trofaste Abu Bekr, Aischas far, der således blev den første Kalif.

Således står der (side 164 – 166 i Store Nordiske Konversations Leksikon – Bind 16 fra 1921)

Muhammed IBN ABDALLAH IBN ABD-EL-MUTTALIB.

(ca. 571 – 8. juni 632), stifter af islam, af slægten Hashim af stammen Koreish i Mecca. Muhammeds forældre Abdallah og Amina var fattige, 6 år gammel mistede han dem begge og opdroges hos farbroderen Abu Talib. En tid måtte Muhammed ernære sig som fårehyrde, men 24 år gammel blev han forretningsfører for en rig købmandsenke Chadidja, hvem han senere ægtede. Af deres 2 sønner og 4 døtre efterlod kun Fatima sig efterkommere. Muhammed var nu økonomisk velfunderet og opgav forretningerne, medens religiøse spørgsmål fyldte hans sind. Påvirket af arabiske religiøse reformatorer og fra sine handelsrejser kendt med jødiske og kristne lærdomme ramtes Muhammed ved, at forskellen mellem disse religioners inderlige kultus af en personlig gud og hans landsmænds ligegyldige, forretningsmæssige fetishisme, og han fyldtes med sorg over, at ingen profet havde bragt en åbenbaring til araberne ligesom til de kristne og jøderne. Mest bevægedes dog hans sind i grublen over sjælens udødelighed og urolige bekymringer for dommens, den evige gengældelses dag. Af denne glødende trang til erkendelse, forbundet med en følsom, sensitiv natur og en nervøs sygdom grænsende til epilepsi udsprang efterhånden den selvsuggererende tanke- og følelsesproces, der kan gøre en mand til profet og religionsstifter. – ca. 610 fik Muhammed sin første vision, idet englen Gabriel (arabisk = Djibril) i de vilde klippeegne øst for Mecca åbenbarede sig for ham og opfordrede ham til at forkynde den nye religion som guds sendebud (arabisk=rasul). Muhammed troede sig besat, men Chadidja var overtydet om hans guddommelige sendelse og blev ham en trofast støtte i modgangens år. Ligeledes vandtes for Islam hans fætter Ali, den ædle Abu Bekr, og nogle slaver. Særlig i de lavere befolkningslag vandt Muhammeds asketiske forkyndelse tilhængere; blandt de fornemme meccanske handelsaristokrater høstedes kun hån og spot. De frygtede at Mecca skulle miste sin stilling som fetishismens og handelens centrum. En tid boykottedes slægten Hashim, og da sammensværgelse dannedes mod Muhammed, unddrog han og den lille menighed (ca.200) sig faren ved den berømte flugt, HIDJRA,

til Medina 24. sept. 622. medens Muhammed i Mecca var den verdensforsagende profet, knuget i afhængighedsfølelsen af den ene almægtige verdensgud, forkynderen af nære dommens dag, blev han nu i Medina den kæmpende statsmand og politiker, organisatoren af Islam som institution. Dette har sat stærke spor i koranen, de meccanske surers religiøse inderlighed forsvinder, og den profetiske kraft er ikke den samme som før. Åbenbaringerne er ikke mere udløsningen af en grublers angstfulde higen efter religiøs erkendelse, de kommer nu ofte ex offisio og bærer lejlighedens tilfældige præg. I Medine omformes den oprindelige Islam til en verdenserobrende religion. Efter forskellige skærmydsler tvinges Mecca til overgivelse år 630, og ved Muhammeds død år 632 er hele arabien vundet for den nye lære. – Muhammeds lære, Islam, er ikke i egentlig forstand original, Muhammed bringer ikke nye ideer, hans forkyndelse er ”en sammenblanding af religiøse forestillinger, vakt i ham ved berøring med jødiske, kristne og gammelarabiske elementer, der havde bevæget ham selv dybt, og som han mente skikkede til at vække en alvorlig religiøs stemning i hans landsmænd”(Goldziher). Muhammed sammentømrer ikke et fast teologisk-filosofisk system, han er digter og organisator, ikke tænker, hans troslære er svag, menneskets frie vilje og Guds afmagt står i koranen i den sædvanlige, uløselige modstrid. Muhammed virkede ved sin suggestive personlighed, sin retsindige, ædeltænkende karakter og sine glimrende føreregenskaber; Islam ved den i ingen anden religion så skarpt hævdende monoteisme, ved sin simpelhed og letfattelighed. – Om Muhammeds barndom og ungdom findes talløse fromme legender, men hans virksomhed og udvikling står os klarere end nogen anden stor religionsstifters.

I magthaveren forsvinder profeten, i den organiserede verdensreligion den religiøse inderlighed.

Personlig levede Muhammed asketisk og nøjsom til sin død, - når undtages over for kvinder -. Efter Chadidjas død år 619 voksede hans harem stadig. Yndlingshustruen var Abu-Bekrs datter, den skønne og intrigante Aisja. Tidlig ældet døde Muhammed af en hidsig febersygdom og begravedes på dødsstedet i Aisjas hytte, hvor senere en moske opførtes.

Således står der (side 424-425 i Hagerups Konversationsleksikon bind 7 fra 1951.)

Send this page to your friends

Click here to send this page to a friend!
A GOOD IDEA - SIMPLE BUT BRILLIANT!!
The Spanish may not be the world power they were prior to 1588 but they still have some good ideas!
This man is burying a dead pig. Make sure you read the explanation at the bottom.
PEOPLE IN USA , CANADA & THE UK NEED TO TAKE A LESSON FROM THE SPANIARDS!
In Seville, Spain , local people found a way to stop the construction of yet another mosque in their town. They buried a pig on the site and made sure this would be known by the local press.
The Islamic rules forbid the erecting of a Mosque on "pig soiled ground." The Muslims had to cancel the project. This land was sold to them by government officials.
No protests were needed by the local people...and it worked!

Koranen.

 

Indeholder de udtalelser som Muhammed (570-632) betegner som åbenbaringer.

Koranen er nedskrevet af en kommission nedsat af kalif Otman fra 644 –656.

Koranen er delvis nedskrevet efter hukommelse hos nogen der havde hørt Muhammed,

delvis nogen der havde nedskrevet det på for hånden værende skindlapper eller knogler,

resten af Koranen er det – kommissionen blev enige om.

De rettroende tror Koranen har været til fra evig tid og

at den var opbevaret i himlen indtil

den åbenbaredes for Muhammed.

Original af Koranen opbevares i Medina.

3 afskrifter opbevares i de 3 byer Damaskus – Basra – Kufa.

Koranen er inddelt i 114 afsnit (sura),

de korteste kommer sidst,

men er gennemgående de ældste.

I de ældste afsnit mærker man at det er ”profeten”,

senere er det prædikanten og

til sidst er det lovgiveren.

 

Islam.

Er en religion forkyndt til profeten Muhammed af englen Gabriel.

Nedskrevet i Koranen.

 

 Her er de 6 vigtigste punkter:

  1. Enheds bekendelse.

  1. Bøn 5 x daglig til bestemte tidspunkter.

  1. Fasten i den 9. måned = Ramadan.

  1. Fattigskat. Man skal give en del af sin indkomst til de fattige.

  1. Pilgrimsrejse til Ka`ba i Mekka.

6.   Pligt: Udbrede Islam gennem krig mod de vantro.

Islam er opbygget hen ad vejen ”Suma”.

Lidt fra kristendommen, lidt fra jøderne,  lidt fra romerrigets love i Syrien og

lidt fra de gammelarabiske elementer (afgudsdyrkelse).

Islam er i modstrid med sig selv, f.eks. helgendyrkelse – der oprindelig var forbudt.

 

Islam er mange ting.

Persisk muslimer – Sufisme.

Der er Pietister – Puritanere – Munkeordener.

Kharid´ji´iter = Puritanske i det 7. århundrede.

Shi`itter = der forkastede ”Suma”.

Sumitter = de ortodokse.

Fra Shi`itter udskiltes – Is`mai`titer.

Mu`tarilitter – der hævdede mennesket frie vilje.

Wahhabismen i Arabien.

Senu`ismen i Nordafrika.

Babismen i Persien.

Ahmadi`ya i Indien.

 

Islams lære går bl.a. ud på,

at Gud gør det menneskelige ansvar gældende ved en dom efter døden,  der bestemmer betingelserne for de hinsidige liv.

 

De salige skal dvæle i kølige frugtrige haver og

opvartes af skønne sortøjede kvinder(Huris) der bestandig bliver jomfruer igen.

De fordømte skal udpines i evig ild.

 

Dog!

Man endte med at antage,  at de rettroende Muslimer kom i Paradiset. Helvede var for de vantro.

Islam optog omskæringen,   selv om den ikke står i Koranen.

 

Muhammed anerkendte at der før havde været profeter på jorden.

 

I Koranen nævnes Jesus, Moses, Abraham, David, Salomon o.s.v.

 

Muhammed siger : Han er den sidste profet på jorden!!!

-

 

Hov! Vent lige lidt. I skal undersøges for "Bomber"!
   
OK, some of them can stay !
ReadSign 

Send this page to your friends

Click here to send this page to a friend!
 
Visitors online:  - right now
 
  Free counter and web stats

        

 hidden hit counter
hit counter dreamweaver

 free counters

Copyright © 1997-1998-1999-2000-2001-2002-2003-2004-2005-2006-2007-2008 - 2009 - 2010 - 2011 - 2012 - Bent Bay