Jordens Juvel

19. Oktober 2006 e.Kr. af Walied Awad.

Denne artikel omhandler ikke et eventyrligt paradis på jorden, men en fremgang, der var reel, og som man stadig kan se sporene af den dag i dag, hvis man går en tur ned af gaderne i Damaskus, Baghdad, Cordoba eller andre byer på islamisk jord. Ydermere ligger forklaringen på denne nu svundne fremgang i den stat, Al-Khilafah, som Profeten (saaws) etablerede, og de mekanismer den indeholdt. Det er min klare holdning at:

- Svaret på vores aktuelle problemer primært ligger i en stat, fordi vores mest fremtrædende problemer, hvad enten vi taler krig og besættelse, fattigdom, analfabetisme, naturkatastrofer, kriminalitet og korruption, politisk splittelse og svaghed, arbejdsløshed, m.m., i deres natur er politiske problemer, som kun stater er designet til at håndtere endeligt og permanent. De er statsopgaver, og i udgangspunktet ikke opgaver for hverken individer eller grupper, som eventuelt kun kan spille en begrænset og sekundær (om end værdsat) rolle i forhold hertil.

- At svaret ikke er en hvilken som helst stat, men udelukkende den islamiske stat. Den præger vores historiske baggrund som en ummah totalt, forestillingen om den udspringer fra vores fælles ’aqidah (verdensanskuelse), og den afspejler afgørende koncepter i Islam, såsom Allahs entydige og enevældige rolle som Al-Hakim (Lovgiveren), Koranvers der utvetydigt beordrer muslimerne til at regere med alt hvad Allah har nedsendt, vores efterfølgelse af Profeten (saaws) i etableringen af Islam på jorden og i hans (saaws) metode til løsningen af ummahs problemer, den vej hans (saaws) sahabah fulgte, at referere til Islam i alle vores anliggender, m.m. Denne samstemmighed mellem systemet og folkets overbevisning og historiske baggrund, er det eneste der vil kunne genskabe harmonien i samfundet i den islamiske verden, og vejen vil være banet til løsningen af vores problemer. Dette er således en stat der adskiller sig fra de opsplittede og svage entiteter der udgør den islamiske verden i dag, med regenter der ingen kompetence, forståelse, vision eller legitimitet har, og som blot besidder magten grundet deres uafladelige loyalitet til stormagterne, USA i særdeleshed. Den stat vi savner og ser hen til er Khilafah, hvor ummahs interesser varetages og loyaliteten udelukkende tilhører Islam.

Men vist begik Khilafah fejl, ellers ville den vel stadig have været her i dag for at beskytte os mod de amerikanske korsfarer i Afghanistan og Irak. Der er tre ting at sige herom. For det første anerkender jeg de fejl staten begik, men de ligger uden for emnet, og de er udførligt beskrevet andetsteds (i Hizb ut-Tahrirs litteratur). For det andet er det kendetegnende for disse fejl netop misimplementeringen af eller afvigelsen fra de af Islam fastlagte mekanismer, der i første omgang førte til statens og nationens fremgang. For det tredje bør man studere og være sig bevidst om disse fejl for at lære af dem og påtænke mekanismer der hindrer den, insha’ Allah, kommende Khilafah i at gentage dem. Kontrasten hertil er de folk, der citerer Khilafahs fuldstændigt ikke-repræsentative fejl for at bruge dem som en undskyldning for forsømmelsen af arbejdet herfor. Eller det er måske for at dulme den dårlige samvittighed der uvægerligt følger med negligering af en befaling fra Allah, den Almægtige. Men denne uproduktive måde at studere historien på gavner ingen andre end stormagterne i deres videre kolonisering af vores lande, og vores inkompetente marionetregeringer i at forlænge deres levetid. Derfor gør disse brug af selv samme svage argumenter. Faktum er at historiebøger, ligesom journalistik, for det meste er bygget op omkring kontroverser, problemer og politisk tumult. Perioder med fred, stabilitet og fremgang plejer at være stærkt underrepræsenterede. Men fejlene skal vi ikke desto mindre lære af. De har ingen anden funktion.

Det himmelstræbende niveau af intellektuel aktivitet man bevidnede i Khilafah i det første århundrede efter hijra var uset på den arabiske Halvø før Islam. Det siges at romerne forud for denne periode betragtede araberne som ørkenrotter. Nu stod det selv samme romerrige foran en gigant, der var som kommet ud af det blå. Den havde pludselig en enorm militær kapacitet, var økonomisk solid og stærk, og dens intellektuelle niveau var eksploderet, i form af ijtihad (juridisk udledning af love), en voksende hadith- og historiekritik, Qur’anen blev udlagt af kompetente ’ulama, filosofiske problemstillinger diskuteredes, og en nyopstået interesse for videnskab voksede støt. Det er den sidstnævnte interesse jeg vil sætte fokus på.

For nogle, med et eurocentrisk historiesyn, synes religion og videnskab som antagonistiske, foranlediget af den dystre erfaring med middelalderen, hvor kirken insisterede på at være dommer inden for videnskab og blande sig deri. I Islam forholder det sig imidlertid anderledes. Den er kommet for at besvare vores eksistentielle spørgsmål, samt organisere vores forhold (dvs. lovgivning og tanker relateret hertil). Den blander sig som sådan ikke i videnskab, som det fx fremgår af hadith’en: "I kender bedre til jeres verdens anliggender" (berettet af Imam Muslim), der blev fremsagt som respons på et spørgsmål relateret til plantningsteknikker. Men alligevel skal et folks livssyn unægteligt indeholde et incitament til videnskabelig forskning, altså en tilskyndelse hertil, før videnskaben kan indtage dens behørige rolle og før man kan vente fremskridt inden for området. Her lever Islam i allerhøjeste grad op til opgaven, og historien vidner pålideligt om dens resultater. Samtidig står det klart at hemmeligheden bag succesen er Islam og legemliggørelsen heraf i Al-Khilafah (den islamiske stat).

Juvelens resultater

Ibn Khaldun bemærker i Al-Muqaddima en solid forbindelse mellem Islam og fremgang. Efter at han har beskrevet araberne forud for Islams komme, som vilde, ude af kontrol og kaotiske, skriver han: "Overvej (så) den tid hvor deen (begyndte) at dominere deres politik og ledte dem til at overholde en religiøs lov, designet til at promovere civilisationens moralske og materielle interesser. Hvor vid blev staten ikke? Og hvor stærk blev den ikke funderet under en række af Profetens (saaws) khulafa’?"

Khilafah oplevede mere eller mindre konstant fremgang fra dens fødsel indtil 1500-tallet (hvor muslimerne grundet en afvigelse fra den sunde islamiske tankegang var karakteriseret af efterligning frem for kreativitet), men det var især under Kalifferne Al-Mansur og Al-Ma’mun i 900-tallet at der skete betydelige videnskabelige fremskridt. Dette skyldes dels oversættelser af klassiske videnskabelige bøger (indholdet blev dog ofte korrigeret af muslimerne), og dels i høj grad den innovation der kendetegnede muslimernes førende tænkere inden for samtlige fagområder.

Eksempelvis bestemte Ibn khurdadhbeh i denne periode bredde- og længdegraderne af forskellige steder i den islamiske verden, og senere bestemtes forskellige steder i Europa og Sydamerika ligeledes. Eksperimenter i kemi, fysik og medicin blev udført i professionelle laboratorier, og studier i patologi og kirurgi blev udført på offentlige hospitaler (opført af kaliffen Al-Ma’mun). Staten leverede dyr, især aber, til praktisk demonstration af kirurgi-teknik over for medicinstuderende. I Baghdad havde hospitalerne tilstødende skoler (en slags afdeling for studerende). Ibn Khuatimah opdagede i 1300-tallet den konkrete forbindelse mellem bakterier og infektioner/sygdomme.

De basale behandlingsmetoder for sort stær (øjensygdom) påfandtes af muslimer, og disse er stadig i brug i dag. Shihab al-Deen skrev allerede i 1200-tallet om 50 praktiske problemstillinger inden for optikken, mens Hasan ibn al-Haitham så godt som grundlagde optikken som en egentlig videnskab. Han korrigerede ligeledes grækernes forståelse af lyset og dets hastighed.

Observatorier blev konstrueret blandt andet i Damaskus, Baghdad og Nishapur i forbindelse med astronomi-studier, hvor solårets varighed for første gang blev bekræftet videnskabeligt, siden ptolomæus (græsk tænker) nedskrev sin hypotese herom i Magnificent. Muslimerne var ligeledes, i kraft af deres iman (erkendelse af Islams sandhed) som afværger overtro, de første til at skille astrologi og astronomi ad. Det førstnævnte blev betragtet som overtro, det sidste som ren videnskab. Fra 8. til 11. århundrede blev alle originale værker inden for astronomi skrevet af muslimer. Al-Khazini skrev velsagtens det mest originale værk om tyngdeloven i denne æra. I "Kitab al-Hikmah" bruger han sin grundige viden om mekanik, hydrostatistik og fysik til at udforme en komplet teori om tyngdekraften og universets center som det egentlige tyngdefelt. Bogen vidner også om muslimernes forståelse for universets begrænsning (at det ikke var uendeligt). Abu Nasr udformede en original teori om lufts elasticitet. Pendulet blev brugt som tidsmåler, termometeret til temperaturmålinger, kompasset til navigation på skibe. Man lavede papir ud af træ for første gang i historien, og det har været praksisen lige siden. Kineserne havde allerede for inden brugt silke som papir og ægypterne en særlig plante. Europæerne havde dog ikke adgang hertil, og derved kom muslimernes opfindelse således også Europa til gavn, mildest talt. Krudt blev brugt i våben, og senere i det der blev verdens største kanon (i stand til at trænge igennem alle fæstninger). I modsætning til hvad verden generelt tror herom, havde kineserne indtil da udelukkende brugt natrium nitrat.

Inden for matematikken indledte muslimerne i særdeleshed en revolution. Algebra blev af Al-Jabr gjort til et naturligt led i matematikken (deraf ordet), det samme blev algoritmer, analytisk geometri, m.m. I det elvte århundrede blev stort set alle originale og revolutionerende værker inden for matematik forfattet af muslimer. Faktisk var matematik og arabisk blevet så uadskillelige, at flere ikke-muslimske matematikere i den følgende tid også skrev deres bøger på arabisk. Brifeld beretter, i sin bog "The Making Of Humanity", om filosofi- og videnskabsikonen Roger Bacon, at han anså arabisk som et uundgåeligt led i matematiske og naturvidenskabelige studier. Derfor mestrede Bacon det selv. Brifeld mener yderligere at muslimerne er at takke for den eksperiment-orienterede videnskab, og ikke som nogle påstår Roger Bacon selv (eller navnebroderen Francis Bacon).

Storbyerne vidnede om enorm velfærd, blandt andet som resultat af denne kundskab og lærdom. Eksempelvis havde Cordaba asfalterede gader med belysning. Den indeholdt 200.000 boliger, 600 moskéer, 900 offentlige badefaciliteter, hele 50 hospitaler og 70 biblioteker; man kan jo forsøge at sammenligne disse tal med ens egen by i dag. I denne periode skabte man tilmed dampbadet, man føjede betydelige forbedringer til vandhjulet, mekaniske ure blev til, og den videre liste er så godt som endeløs. Denne gigant af en stat og nation fortjener bind efter bind, endsige denne yderst beskedne skrivelse.

Det er denne storhed, der drev Carly Fiorina, administrerende direktør for Hewlett-Packard til i en af sine taler at sige: "Engang var der en civilisation, som var den mægtigste i verden. Den var i stand til at skabe en kontinental superstat fra ocean til ocean… dens hær bestod af folk med forskellige nationaliteter (racer), og dets militærbeskyttelse muliggjorde en grad af fred og velstand der aldrig før var set… og denne civilisation var mere end noget andet drevet af innovation. Dens arkitekter designede bygninger der trodsede tyngdekraften. Dens matematikere skabte algebra og algoritmer, der (en dag) ville muliggøre opfindelsen af computere… dens læger undersøgte menneskets krop og opfandt nye helbredelser til sygdomme. Dens astronomer så mod himlen… jeg taler om den islamiske verden fra år 800 til 1600…". For vores generation af muslimer synes denne historie langt væk fra den aktuelle tilstand men for evigt tæt på vores hjerter. Dog er det afgørende at vi ser konstruktivt på fortiden, for at lære af den i stedet for drukne i en nostalgiens sump. Man må stille tilbundsgående spørgsmål som hvad Khilafahs storhed bestod i? Hvad muliggjorde den? Denne viden må efterfølgende bruges til at forme fremtiden.

Forklaringen

Når en nation oplever videnskabelig fremgang, gør den det historisk set på baggrund af enten slaveri eller et økonomisk, politisk, intellektuelt eller socialt incitament, der er fæstnet til et specifikt livssyn. Grækerne oplevede ikke en sanselig videnskabelig fremgang, men det intellektuelle niveau inden for området var engang det højeste på verdensplan. Det der muliggjorde denne højnelse var primært slaveri og den deraf muliggjorte intellektuelle beskæftigelse med filosofiske problemstillinger (I det hele taget synes det at vestens fremgang som regel skyldes andres slavetilværelse). Når slaver tager sig af al fysisk arbejde i et samfund, vil mennesket få tid til at undre sig og filosofere over tingene, hvilket var hvad der skete i grækernes tid. Muslimerne byggede på den anden side, grundet et negativt syn på slaveri (krigsfanger), udelukkende deres fremgang på det politiske, økonomiske, intellektuelle og sociale fundament. Det sociale er her i betydningen, hensynet til samfundets generelle velvære.

I virkeligheden hænger alle disse elementer sammen med Islams åndelige fundament, og skelningen kan derfor virke noget kunstig for en muslim. Begreberne er således et forsøg på at lempe og krystallisere forståelsen af de konkrete manifestationer af det (i virkeligheden) åndelige incitament, intet andet.

Det politiske incitament

Det politiske incitament er todelt. Det første er relateret til indenrigspolitik, det andet til det udenrigs. Indenrigspolitisk er regentens ansvar for varetagelsen af borgernes interesser ifølge Islam, grundet Islam. Det manifesterer sig ved at Islam regulerer alle samfundsforhold, og at den forpligter regenten til at sikre borgernes interesser og rettigheder på bedste vis. Her tales der om opførelsen af hospitaler, skoler, veje o. lign. Det kan virke usædvanligt, eftersom vi i dag er vant til at vores regenter sikrer amerikanske interesser, men blot har det ikke altid været sådan. Profeten (saaws) siger: "Imamen (kaliffen) er en varetager, og han bliver adspurgt om (varetagelsen af) sine borgere" (berettet af Imam al-Bukhari) Det var det selv samme ansvar, der drev ’Umar bin al-Khattab (ra), den anden kalif, til at fremsige de berømte ord: "Hvis (selv) en ged (et sted) i Irak snubler på gaden, så er jeg bange for at Allah vil stille mig til regnskab for det" (dvs. for ikke at have lagt ordentlige veje, som er en statsopgave). Hvis kaliffen forsømmer dette ansvar, stilles han til regnskab af ummah (evt. gennem dens repræsentanter) og en særligt udnævnt dommer (fik under Abbasiderne titlen Qadi al-Madhaalem), hvis opgave det er at undersøge befolkningens klager over statens varetagelse, i dette liv, og af Allah på Dommedagen. Så det indenrigspolitiske ansvar ansporede staten til at sikre videnskabelig og teknologisk fremgang til gavn for befolkningen, på den måde ’Umars (ra) ord antyder det.

Ifht. udenrigspolitikken er det vigtigt at forstå at Islam er en ekspansiv ideologi. Den mener at verden er underlagt tyranni og uretfærdighed (noget der er højst sanseligt), så længe den ikke lever under islamisk lov og retfærdighed. Så den insisterer på politisk ekspansion, hvad enten det afstedkommes ved forhandling eller militær invasion. I modsætning til kapitalistiske stater og imperier koloniserer den ikke andre landområder for at udnytte dem til gavn for statens centrum. Der er ikke tale om en racemæssig, nationalistisk eller anden betragtning end udbredelsen af retfærdighed. Derfor flyttede Khilafah ofte hovedstaden til de erobrede områder (Damaskus, Baghdad, Istanbul, osv.), hærene var raceblandede og kaliffens autoritet uanfægtelig, hvad enten denne havde arabisk, persisk eller tyrkisk baggrund. Så det politiske grundsyn i Islam er at verden er underlagt uretfærdighed grundet umenneskelige systemer og love, og det skal ændres, således at menneskeheden ved at leve under Islam og dens retfærdighed og ideologiske budskab, vil se lyset og frivilligt indtræde den.

Denne jihad og den generelle politiske konkurrence fordrede historisk set at man teknologisk var foran alle andre stater, fx ifht militærudstyr og navigationsteknologi.

Allah (swt) siger:

"Og forbered mod dem hvad I formår af styrke" (OQM. Al-Anfal 8: 60)

Det afstedkom en række revolutionerende opfindelser, som vist oven for.

Det økonomiske incitament

Det økonomiske problem i Islam er et spørgsmål om fordelingen af ressourcer, og ikke den blotte forbedring og forøgelse af produktionen. Det sidstnævnte afhænger ikke af et system som sådan, men af innovation, teknik, effektivitet og videnskab, som alle er universelle. Men alligevel er det nødvendigt at en nations livssyn (i praksis ideologier) indeholder et incitament til produktion. Kapitalismen satser udelukkende på eksistensen af dette incitament, og bilder omverden ind at "den usynlige hånd" nok skal tage sig af fordelingen. Men som fattigdomsstatistikkerne i England og USA viser (9% af Englands befolkning samt over 13 millioner børn i USA lever under fattigdomsgrænsen) så er "den usynlige hånd" ikke alene usynlig, den er også uvirksom. Kommunismen fejler allerede ved incitamentet, fordi den lover ligeløn for alle, hvorved den der arbejder effektivt (og producerer meget) forliges med den der knap bestiller noget. Det er derfor et spørgsmål om tid før produktionsniveauet aftager kraftigt. Disse to ideologier har slået grueligt fejl, også i de muslimske lande. Det er i lyset heraf sørgeligt at der i dag undervises i disse teorier på diverse universiteter i de muslimske lande, i stedet for at Islam er målestokken, som den var det under Khilafah. Islam påbyder muslimen at producere, at arbejde, at søge sin rizq (livsforsyning):

Profeten (saaws) sagde: "Den der søger livet (dens goder) legalt og ordentligt, han vil møde Allah på Dommedagen med et ansigt (lysende) som en fuldmåne." (berettet af Ibn Abi Shuibah via Abu Hurairah)

Allah (swt) siger:

"Og søg ved hjælp af det, Allah har skænket dig, det kommende livs hjem. Men glem (heller) ikke din andel af dette liv." (OQM. Al-Qasas 28: 77)

Og der er en række andre islamiske tekster i denne betydning. Derudover vil den legitime konkurrence (dog med moralen i behold), det universelle behov for en stedse bedre og lempeliggjort tilværelse, m.m. sikre konstant fremgang, når først den grundlæggende tilskyndelse er tilstede.

Islams behandlinger angår tilmed generelle samfundsproblemer, såsom sygdom, hvortil videnskaben er den primære løsning. Fx sagde Profeten (saaws): "Allah har for hver sygdom skabt en kur (helbredelse), så søg den". Heri er der altså en utvetydig ordre til at finde medicinen eller kuren til alverdens sygdomme. Det er derfor ikke forunderligt at det især var inden for medicin, at muslimerne brillerede under Khilafah. Det er klart at varetagelsen af denne "søgning", bestemt er en statsopgave. Det er staten der skal sørge for uddannelsesinstitutionerne, deres effektive og retmæssige kørsel, hospitaler, offentlighedens adgang til det der betragtes som basale behov, m.m. Resten er op til privatpersoners kreativitet.

Det intellektuelle incitament

Islam og Koranen indbyder mennesket til at overveje og undersøge, i stedet for at afværge kritisk tænkning. Allah (swt) siger:

"Vil de ikke betragte kamelerne - hvorledes de er skabt? Og himmelen - hvorledes den er ophøjet? Og bjergene - hvorledes de er fæstnede (i jorden)? Og joden - hvorledes den er udbredt?" (Al-Ghashiya 88: 17-20), og

"Lad derfor mennesket betragte, hvoraf det er skabt. Det er skabt af ugydt væske" (At-Tariq 86: 5-6)

og utallige af andre vers i denne betydning. Selv om konteksten her er sporene af Allahs utvivlsomme eksistens, så opfordres der ikke desto mindre til tænkning og overvejelse af vores omgivelser, dvs. alt hvad dette univers indeholder. Kontrasten til dette er religionernes bedøvelse af menneskets forstand ved den altoverskyggende tilskyndelse til en følelsesbaseret (over)tro, der på ingen måder kan realisere fremgang. Så de muslimer der studerer Koranen anspores altså til tænkning, overvejelse og undersøgelse, og det har haft en enorm betydning for deres fremgang under Khilafah. Desuden er det værd at bemærke at ijtihad (juridisk udledningsproces) nødvendiggør et dybt kendskab til realiteter og problemstillinger, for derved at udlede de korrekte og effektive love (ahkam), der skal behandle og løse disse. Derfor ligner nogle fiqh-værker til veksling matematiske eller videnskabelige bøger, og historien har da også vist at nogle af de store videnskabsmænd oprindeligt har været ’ulama, altså lærde inden for islamisk ret og discipliner.

Det førnævnte udpluk af juvelen Khilafahs konkrete resultater kan helt og aldeles spores tilbage til et af de fire nævnte incitamenter, selv om de alle reelt vender tilbage til muslimens åndelige motivation, som driver ham fremad i livets kampbane, og staten ligeså.

Fremtiden

Dette er vores identitet, vores historie, vores rødder og fortid. Snart, kære brødre og søstre, beder vi til at den tilmed bliver vores fremtid. Hvordan vil vi så kunne genkende denne gigant, når den insha’ Allah atter rejser sig, og hvordan vil den kunne skelnes fra de pseudoislamiske stater som Saudi-Arabien, Iran, Pakistan og andre, der regeres af vestlig-orienterede marionet-dukker. Her er de umiskendelige træk:

Islam vil styre alle anliggender, en opgave der af ummah betros en kalif og ikke en korrupt konge som i Saudi-Arabien, en parodi på en præsident som i Pakistan og Iran eller en åbenlys tyran som i Libyen. Irak, hele Palæstina, Tjetjenien, Kashmir og Afghanistan vil stå højst på Khilafahs prioriteringsliste, frem for tilfældet med de vestlige slaver der regerer og tyrannisere os i dag, der har det hele i munden og ligefrem hjælper koloniseringen fremad, hvad enten vi taler om regenter der går romantiske hånd-i-hånd ture i skoven med Bush, som Kong Fahd, eller hånd-i-snor ture som Musharraf. Kufr-kolonistaterne vil ønske at vi med Khilafah virkelig havde ment (som de anklager os for) en tilbagevendelse til kameler og sværd, når en moderne atomberiget kæmpe, der ikke bare står og samler støv eller tjener amerikanske interesser i Waziristan, står foran dem, fuldt armeret og klar til jihad til en grad, der vil få Iraks sump til at virke som et feriested. En stat der vil realisere en oplyst fremgang inden for alle områder. En stat der grundet da’wah-aktivisternes hårde arbejde insha’ Allah har lært af de fejl den islamisk stat trods alt begik især i dens slutfase. En stat der omsider vil arbejde sammen med ummah, frem for imod den. En stat der ikke vil behandle sit samfund som et stort marked for vestlige kapitalister, hvad enten vi taler om den uddannede arbejdskraft eller ummahs materielle ressourcer (olie, naturgas, guld, o.a.) og forvaltningen heraf. Den vil bruge ressourcerne og rigdommen til at brødføde de masser der i alle disse år har gispet efter mad og drikke, fordi pengene er havnet i regenternes grådige lommer og hemmelige konti. Rigdommen er til ummah, ikke de tyranniske regenter eller USA. En stat der omsider vil fjerne den sorg vores mødre og søstre, har båret rundt på alt for længe, og som vi lige så længe ikke har kunne gøre noget reelt ved. Vigtigst af alle kendetegn er Profeten Muhammads (saaws) ord herom. Efter at have beskrevet sin egen æra og Khilafah Rashida, og dernæst et kongedømme og tyranni, siger han (saaws): "… Så vil det være en Khilafah i Profetisk stil". (Berettet af Imam Ahmad).

Vi må inderligt, i fællesskab, bede Allah om at skænke os denne stat til gengæld for vores hårde og vedvarende bestræbelser herfor, således at ummah snart reddes fra dens konstante smerte, og således at verden endnu engang oplyses af denne kraftigst skinnende af alle juveler. Ameen.

Kilder:

1. The Arabs, Peter Mansfield.

2. A History Of The Arab Peoples, Albert Hourani.

3. The Making Of Humanity, Brifeld.

4. Science And Islam, Khilafah Publications

5. New Civilisation Magazine (4).

6. Hadha ad-Deen, Sayyid Qutb.

7. Al-Muqaddima, Ibn Khaldun.

8. Nidham ul-Iqtisaadi (Det Økonomiske System i Islam), Taqiuddin an-Nabhani.

9. Nidham ul-Hukm (Styresystemet i Islam), Taqiuddin an-Nabhani.

 

Politisk islam kan alligevel være svaret

Umiddelbart efter den 11. september talte Carly Fiorina fra Hewlett Packard på en informations og teknologi konference i Minnesota om den stigende vigtighed for opfindsomhed og ideer til den teknologiske industri.

Hun talte om en civilisation hvis sprog blev anvendt i det meste af verden, hvis multikulturelle hære opmuntrede til fred og fremgang, hvis handel strakte sig fra Syd Amerika til Kina og som drevet af opfindsomhed gav menneskeheden algebra og algoritmer.

Dette samfund helbredte sygdomme udførte komplicerede kirurgiske operationer såsom fjernelsen af grå stær og lagde fundamentet for moderne medicin mens det meste af verden var sunket ned i uvidenhed og frygtede nye ideer.

Denne civilisation holdt viden i live og gav den videre til andre. Denne civilisation fortalte hun sit publikum var den islamiske civilisation indtil det 17. århundrede. Det var en civilisation der var langt fra de despotiske regimer der regerer over de muslimske samfund i dag – en civilisation af samfund nedsunket i intellektuel stagnation og underudvikling.

Efter at have ledt verden i tusind år indenfor kunsten og videnskaben finder man den muslimske verden hensunket i bunden af verdens statistikker. Mens profeten Mohammad lod folket vælge sin efterfølger er dem som styrer muslimerne i dag enten præsidenter eller konger for livstid.

Systemet med rådgivende forsamling anvendt af Profeten og hans efterfølgere er blevet erstattet af systemet med tilsyneladende fascistisk autoritærisme som karakteriserer næsten ethvert muslimsk land i den muslimske verden i dag.

På trods af dette er det blevet moderne i nogle kredse at angribe islam som værende årsagen til alle disse problemer. Imidlertid afvises denne idé af de tusind år med intellektuel fremgang næret og støttet af regeringer som var Shariah lov stater. Et andet faktum som modbeviser det er at den muslimske degradering faldt omtrentlig sammen med en afvisning af religionens rolle i det offentlige liv, fra den gradvise Ottomanske korruption til socialisten Saddam Hussein og det ateistiske Baa’th parti.

Siden enden på kolonialismen har den muslimske verden set sig om efter en frelser som kan lede den tilbage til dens tidligere storhed. Arabisk nationalisme døde en ydmygende død i 1967 da Israel ødelagde de arabiske hære. Baathisme døde med Saddams neo Stalinistiske rådsforsamlings kollaps.

I dag ser flere og flere muslimer tilbage på deres historie og indser at deres civilisations tidligere storhed var tæt forbundet med islams rolle i samfundet. Det er en vision som nogle sikkert ville kalde ”utopisk” en umulig drøm ligesom kommunisme.

Men er besiddelsen af idealer som vi kan stræbe efter ikke lige netop det som kendetegner ethvert samfund?

Den amerikanske uafhængigheds erklæring for eksempel anser alle mennesker for lige; dog er det kun i nyere tid (i brede historiske rammer) at sorte og kvinder har fået stemmeret.

Naturligt nok anser de arabiske regimer tilbagevenden til politisk islam for en trussel imod deres styre.

Den algeriske regering havde en nær døden oplevelse da den indså at 1991 valgene sikkert ville bringe det Islamiske parti til magten. Løsningen blev at man aflyste demokratiet og kastede landet ud i en blodig borgerkrig.

Den tyrkiske hær var nød til at fordrive det demokratisk valgte Refah parti da det viste en ubetydelig tilbøjelighed til islam – det blev for meget for anti religions kemalisterne i det tyrkiske militære establishment.

Andre stater som udmærket godt er klar over det sandsynlige udfald af et valg bekymrer sig bare ikke om den demokratiske proces’ maske.

På trods af udemokratiske, autoritære og undertrykkende regeringer i næsten alle de muslimske lande fortsætter vesten med at udnytte en Faust agtig pagt med disse regimer: Hold olien flydende og bring ikke vores andre interesser på spil så vil vi støtte jer med at bevare stabilitet i regionen.”

Ulykkeligvis har denne faste støtte til despotiske, upopulære regimer haft sine omkostninger for USA: Terrorisme. Det burde ikke komme som nogen overraskelse at 11. september flykaprerne var fra Egypten og Saudiarabien – to af USA's tætteste allierede i regionen.

Muslimernes vrede overfor USA skyldes ikke deres had til vestlige værdier, men vestens støtte til diktaturerne som undertrykker dem. Det afgørende spørgsmål er nu om USA og dens allierede vil begynde at støtte rigtig politisk pluralisme eller blot erstatte et diktatur med et andet?

Oversat af Walied M. Awad


 

Send this Homepage to a friend:


My Guestbook´s

More than 5.000 have signed this Guestbook

Visitors online:  - right now
Free counter and web stats

English

American

Canada

Dansk

Norsk

Svensk

Nederland

Chinese

Greece

Russian

eXTReMe Tracker

Gengivet med tilladelse af Walied Awad - 18. oktober 2006