En Sandfærdig fortælling om Grisen!


 

Svineavler fra Operation X meldt til politiet

Tirsdag d. 23. nov. 2010 kl. 14:08 af Kristian Jakobsen for TV 2 Nyhederne

Dyrenes Beskyttelse har politianmeldt den svineavler fra Roskilde, der i går blev filmet med skjult kamera i TV 2-programmet Operation X.

Politianmeldelsen drejer sig om fire forhold:

Alt for tidlig fravending: Pattegrisene var kun to uger, da de blev taget fra soen.

Massiv overbelægning: Dobbelt så mange grise i stierne, som der ifølge lovgivningen måtte være.

Ukorrekt aflivning

Manglende omsorg og behandling af syge svin: En so stod med udskudt endetarm og var ikke i sygesti.

Politianmeldelsen er sket til dyreenheden ved Midt- og Vestsjællands Politi, oplyser direktør for Dyrenes Beskyttelse Britta Riis til tv2.dk.

"Det var dybt rystende at se Operation X udsendelsen "De syge svin", som afslørede, at svineproduktionen bruger massemedicinering for at kompensere for et system, hvor grisene presses langt ud over deres formåen," siger hun.

"Udsendelsen afslørede desuden meget grove overtrædelser af dyreværnsloven i en konkret svinebesætning, og vi har derfor politianmeldt den ansvarlige svineproducent," fortsætter Britta Riis.


Skønt Gud skabte himmel og jord, Adam og Eva og alle de dyr, der findes, så er der mange
mennesker, der har ondt ved at acceptere visse skabninger. Nogle lider af fobi over for
edderkopper og andet kravl, eller over for slanger og tudser, og megen overtro og vantro er
derfor i tidens løb blevet forbundet med disse dyr.

Muhammedanerne lider af en voldsom fobi med hensyn til grise. De har det næsten som bonden i
Store Claus og Lille Claus, som ikke tålte at se degne.

På grund af denne fobi besluttede rektor Barbara Harris i Batley i Nordengland, at eleverne i
forskolen ikke måtte læse böger, som handlede om grise, bl.a. eventyret om de "Tre små grise og
ulven" - af hensyn til de muhammedanske børn.

På børneafdelingen på Sørlandets sygehus i Kristiansand hang der på døren til afdeling 177 et
dejligt billede af en tyk glad gris, der kom løbende. Den tålte muhammedanerne ikke at se og
krævede den fjernet. Og det blev den.

Om det nu var Kaalund eller dyreværnsforeningerne som lærte os nordboere at holde af dyrene
skal være usagt, men det er ligesom om der i Nordboerne voksede en dyb kærlighed op til
naturen. Den er dog trængt meget tilbage i vor gennemindustrialiserede tid, hvor tanken på
udbytte og penge er vokset os over hovedet, og hvor brutalitet sniger sig ind i vor tilværelse. Vi
har insemination, burhøns, tremmekalve og fastlåste søer...
Hvad vi ikke ser, har vi ikke ondt af, men når vi ind imellem præsenteres for det i
massemedierne, så berør det os pinligt. For slet ikke at snakke om transport af udslidte heste, får
og grise til slagterierne, som er en brutalitet, som råber til himlen. Den så besungne mangkultur
har ikke bedret på forholdene.

Svin og grise er yndede dyr, som vore børn gerne kikker på, hvis man da ellers kan finde en
gammeldags bondegård, hvor man kan skrubbe soen på ryggen og kæle med smågrisene.
Vist kan det ske, at vi i vrede skælder nogen ud for "Svin!", men det er ikke pænt hverken over
for ofret eller over for dette meget hæderlige dyr. Kalder man nogen "Gris!" er det straks meget
mildere i klangen, for slet ikke at tale om "Grisebasse!", som har en nærmest kærlig tone over
sig. Hvormange mødre har ikke spontant udstødt et "Din lille grisebasse!" til en møjbeskidt unge.


Svinet var både hos inderne, ægypterne og germanerne viet til solguden. Man
dyrkede solen, den livgivende frugtbarhed, i et svins skikkelse. Svinet føder
store kuld og er derfor i sig selv symbol på frugtbarhed.
I den nordiske mytologi hører vi om de to brødre, dværgene Brokk og Eitre, som
smedede en galt til frugtbarhedsguden Frey. Eitre lagde en svinehud på gløderne
i smedjen og Brokk brugte bælgene, og ud af ilden trak Eitre en levende galt
med børster af det pure guld.
Galten "Gyldenbørste" (Gullinbursti) kunne løbe så godt som nogen hest og
bære Frey hvorhen han ville, over hav og gennem luften, dag som nat og i
underverdens mørke, for dens børster skinnede som den lysende dag.



I Valhal sørgede svinet, Særimner (sæhrimnir), for middagsmaden. De gæve
kæmper kunne slagte den hver dag, sætte den ene flæskesteg og skinke efter den
anden til livs og kaste de afgnavede ben i hovedet på hinanden. Særimner fik
livet tilbage og sul på kroppen inden sol stod op, så der var altid mad på bordet.
Sådanne tanker om et uudtømmeligt spisekammer kendes også fra irsk mytologi.

Flæskesteg og skinke blev traditionel julemad i Skandinavien, - i Sverige og
Finland side om side med kristendommens fastemad i form af ludfisk. På Island
stod den på røget fårekød.
I "Frithiofs Saga" beskriver den svenske digter Esaias Tegnér, hvordan kong
Ring på kongsgården rejste sig i højsædet og aflagde brageløfte. "Nu blåses lur i
salen och tyst blir överallt, ty nu är løftets timma och in bars Frejas galt med
kransar omkring bogen och äpple uti mund och fyra knän han bøjde på
silverfatets rund". Brageløfter udtaltes ved juleblotes helstegte gris og med
bragebægeret (bragarfull) fuldt af mjød. Man mindedes gæve forfædres
gerninger og lovede kommende stordåd.

"På billedet vi ser hvordan!": den lange frise på Frederiksborgmuseet, der
illustrerer vikingetiden, viser hvordan man forestiller sig højtideligheden. Ordet
"bragr" betyder "ypperste". Frey kaldtes "den ypperste af alle ædle kæmper i
asers gårde". Hans søster eller ægteviv Freya "den fagreste".

Den svenske kong Ring og den danske Harald Hildetand lå i strid med hinanden,
men Harald
havde Odins bevågenhed, og intet våben bed på ham. Saxo fortæller, hvordan en
høj gammel mand med kun eet øje opsøgte Harald og lærte ham - ene af alle -
den krigskunst at opstille en såkaldt "svinefylking", en kileformet hærordning -
som en grisetryne i omrids. Da det trak op til det afgørende slag mellem de to
konger, lod Harald sin tro mand, Brun, hæren opstille i svinefylking. Men da
slaget var vel i gang, mærkede Harald, at svenskerne var ham overlegne. Han
spurgte da Brun, hvordan dette kunne ske. Denne svarede underfundigt, at også
Ring havde opstillet sin hær i svinefylking. Harald undrede sig, men forstod
straks efter, at Odin optrådte her i Bruns skikkelse. og havde røbet hærformen til
kong Ring.
Forgæves bønfaldt Harald Odin om hjælp til sejr.
Slaget rasede videre med en uhørt voldsomhed på liv og død og mange
kæmper faldt. Dette var Bråvallaslaget.


Selvom gås, and og kalkun vandt indpas på julebordet senerehen, så har de aldrig
kunnet fortrænge julegrisen, grisesylten, grisetæerne, flæskepølsen, blodpølsen
og den svenske ret "att doppa i grytan", hvor man dypper et stykke groft maltet
brød i sulegryden og spiser denne godbid. Julegrisen ses på massevis af julekort,
juletræets kræmmerhuse og moderne butiksreklamer. Den fremstilles også i
marcipan og bruges som sådan gerne til mandelgave.

De nordiske sagn fortæller om vikingekongen Regnar Lodbrog og
Lodbrogsønnerne. Regnar undertvang kong Ella af Northumberland. Men denne
rejste sig igen, fik taget Regnar til fange og smed ham i ormegården, hvor han
tappert udholdt en lidelsesfuld død. Han kvad om alle sine bedrifter og sluttede
med ordene "Grynte ville grisene, om de vidste, hvad galten led!". Da forstod
kong Ella, at ikke alle de navnkundige Lodbrogsønner var dræbt, og at de
("grisene") ville hævne faderens død, hvilket også skete. De erobrede
Nordengland og lagde grunden til det danske herredømme. Regnar Lodbrogs ord
om grisene huskes den dag i dag som bevingede ord.

I Norden som andre steder i verden gjaldt det i oldtiden at stå sig godt med de
guddommelige magter, som styrede universet og gav sol og regn. Man ofrede
ikke bare svin og heste, men ind imellem når det rigtig gjaldt også et menneske,
en træl eller en krigsfange. Den lærde Adam af Bremen gengiver en
øjenvidneskildring fra det store blot i Uppsala, som fandt sted hvert 9. år. Ni af
alle slags hankøn blandt mennesker og dyr ofredes ved hængning i helliglundens
træer, ja selv kongen skulle ikke føle sig sikker! På Gotland har man bevaret
ejendommelige billedsten fra jernalderen, ca. år 400-1100 efter Kristus.
En af disse sten, Hamrastenen, dateret til omkring år 700-800, viser billeder, som
ikke kan udlægges som andet end offerblot.
Ifølge videnskaben er det disse ofre vi i virkeligheden mindes, når vi laver
kagefigurer til jul.

Har vi ikke alle som børn været med til at bage brune kager, når julen stod for
døren? Med kagerullen rullede vi det brune tæppe ud på køkkenbordet under
mors vejledning og trykkede figurer ud med blikforme. Kagemænd, kagekoner,
julebukke og så - grisen, det oldgamle sonoffer (sonargøltr),
frugtbarhedssymbolet fra Freys hellige galt.
I Nationalmussets bondesamling er der honningkager fra Kalundborg af form
som mennesker, hane og gris. Der er også brædter med rækker af fintudskårne
figurer af hunde, haner, får, løve, ged - og gris. De ældste er skåret i karvsnit,
andre i fladsnit. Brædterne er beregnet til de i Holland så yndede speculaser.
Ordet kommer tydligvis fra latin: speculum (flertal specula) betyder spejl og
billede, afbildning. Disse småkager kom til Amager med de indkaldte
hollænderbønder, men kendes også i det sydligste Sønderjylland og
hertugdømmerne.


Svinet blev tidligt tæmmet til husdyr, men beholdt længe sit vildsvineagtige
udseende. I det klassiske Grækenland og Rom var svineavlen højt udviklet.
Svineopdræt foregik hovedsagelig i de egne i Europa, hvor der var store ege- og
bøgeskove.
Den første trykte bog i Sverige - og dermed også det første trykte træsnit af et
svin - så dagens lys på Munkholmen i Stockholm 1483. En omvandrende tysk
bogtrykker, Johan Snell stod for værket,
den latinske "Dyalogus creaturarum optime moralizatus" (Skabelsens
morallærende samtale), en række samtaler mellem skabelsens begreber, dyr og
mennesker, ting etc.
De afbildede vildsvin (latin. aper) synes ifølge teksten at være skovgående svin,
altså oldensvin. I den svenske oversættelse kaldet "skovsvin".
I moderne dansk sprog betyder "skovsvin" som bekendt noget helt andet.



Ligesom muligheden for høbjergning bestemte antallet af kvæg, så afgjorde
oldentræerne hvormange svin man kunne holde. Himmerlands skove kunne på
1600-tallet føde op til 24.000 svin i gode oldenår, men i de dårlige kun
halvdelen. Svinenes roden i jorden skabte en yderst gunstig jordbund for
spredning af bøgen. Bøgen kaster sin bog ved den første nattefrost. Træets
nordgrænse ligger i Småland (dog findes der en bøgeskov i det sydligste Norge
ved Larvik), mens egen klarer sig længere nordpå. Om efteråret gennede man
svinene til skovs, hvor de supplerede oldenfoderet med bær, svampe, insekter,
forskellige saftige ukrudstsplanter, mus og muldvarpe. I sin skånske rejse
beskriver den svenske botaniker, Linné, hvordan svinene ligesom slingrer
berusede rundt og bliver meget varme, når de begynder at æde de nedfaldne
bogen. Så vil de gerne ligge og dvaske, -hvis det da ikke bliver koldt. Jo koldere
det er, jo mere æder de, og jo federe bliver de.
De bliver ude i skovene indtil hen mod jul, hvor man slagter. Flæsket bliver
meget løst af bøgeolden i forhold til det flæsk, der dannes på agern eller korn,
skriver Linné. Som kogt kød har det derfor i sig selv ringere smag, men gør
kålsuppen og ærtesuppen mere kraftig og giver den en behagelig krydret smag.

Det fremgår af retsbøger, at oldensvin var årsag til megen kiv og spektakel,
særligt hvis de ikke havde ring i trynen eller var uden hilde (klove (tvege), åg,
sule). I Norge var et gærde ikke lovgyldigt, hvis et svin med "sule" om halsen
kunne komme igennem. Svinene kunne lave slem skade, hvis det lykkedes dem
at finde ind på de dyrkede marker og gennemrode jorden, så det på kort tid så ud
som et nypløjet land, totalt ryddet for både rødder og orme. Men det var ikke
bare sådanne ulykker, man kivedes om. Når bønderne slap grisene ud i
almindingen var de mærkede, men mærkerne voksede undertiden bort, og når
ejerne kom for at hente julegrisene, endte det tit med druk og slagsmål.
Apropos druk, så gav man gerne resterne efter ølbrygningen og
brændevinsbrændingen, masken og bærmen, til svinene. "Han har ikke mask til
en so", sagde ordsproget om den fattige.
I øvrigt var brændevinsflasken ofte af form som en gris, særlig i Danmark, mens
den i Sverige foretrukne var en hund - en fyldehund.

Helt ufarlige var oldengrise ikke. De kunne blive halvvilde af dette frie liv og
svære at fange ind.
"Han duer ikke til at fange grise -", sagde man drillende om den, der var
hjulbenet.
Det skete, at bønderne ligefrem måtte gå på jagt efter sine svin for at få stegen i
hus. Der findes også beretninger om, hvordan mennesker er blevet angrebet og
alvorligt tilredt af oldensvin, og gamle svenske landsksabslove fastsætter bøder
for ejermændene.


Endnu i slutningen af 1600-tallet var kartoflen en sjældenhed, som kun vankede
ved taffel hos kongen eller i lig-nende fornemme omgivelser.
På 1700-tallet spredtes kendskabet til dyrkningen, bl.a. gennem
"kartoffeltyskerne"s beplantninger i Jylland. Linné skriver i sin skånske rejse
1749: jeg forstår ikke, hvorfor tjenestefolk over hele Sverige så nødig spiser
kartofler. Nu skulle han vise dem, hvor gode de var. På herregården Tunbyholm i
Skåne lod han hele svinebesætningen drive ind på gårdspladsen og lod hente en
stor portion kartofler fra kælderen, hvor de havde ligget vel bevaret i sand...,
men "de stygge svin" åd ikke en eneste! fortæller han forarget. De nøjedes med
de brødstumper og anden bestikkelse, som man kastede ind mellem kartoflerne,
men man kunne ikke lokke dem til at tygge på en eneste rod.

Måske var det først da man opdagede, at man kunne lave brændevin på kartofler
i stedet for på det dyre korn, at kartoffelavl blev almindeligt. Da man rigtigt
begyndte at dyrke kartofler på 1800-tallet, øgedes antallet af grise på
bøndergårdene. Man øjnede snart en mulighed for at komme ind på de store
markeder i Tyskland og England.
Omkring 1870 exporterede Danmark årligt i gennemsnit 25.000 slagtede svin.
Siden har man udført et intenst arbejde for at forbedre racen. Den danske gris er
blevet længere, idet den har fået to ribben, altså to koteletter, mere i kroppen,
mens fedtlaget er blevet tyndere. I dag udgør bestanden i Danmark ca. 12-13
millioner svin, altså ca. 2½ gang mere end befolkningsantallet. Den årlige
eksport ligger på omkring 17 millioner.

Nogle produkter fra grisen er mindsket voldsomt eller er gået helt tabt i moderne
tid. Skindet af svineblærer kunne bruges til at spænde over krukker, der skulle
være lufttætte, eller laves til poser. Børsterne, de lange stive hår på svinets ryg,
hals og nakke anvendes ikke bare til børster og pensler, men bruges også af
skomagere og sadelmagere til syning. Faktisk var børster både af vildsvin og
tamsvin før i tiden en ret stor artikel, som indførtes fra bl.a. Rusland, Polen,
Østprøjsen og Belgien.
Svineskind følger i reglen med kødet og bliver til flæskesvær, men undertiden
garvede man huderne til forarbejdning af sadler, seletøj og trækremme eller til
bogindbinding.
"Forgyldning forgår, men Svinelæder består", sagde H.C.Andersen

SVIN I BYERNE
Mon ikke mange, når de læser her om svin og grise, forestiller sig bøndergårde
ude på landet? Men går vi noget tilbage i tiden, havde man også mange husdyr i
byerne: grise, køer, får og geder. Byerne voksede op som landsbyer. Gødning og
skrald af alle slags smed man ud på gaden eller på en tom grund i husrækken,
ligesom man stadig kan se det i småbyer i Sydeuropa og andetsteds. Her gik
svinene og grisene, hundene og kattene og rodede for at finde noget ædeligt.
Middelalderens helligåndshuse, datidens sygehuse, som blev drevet af munke,
holdt også svin. De adskilte sig fra de almindelige borgeres ved at have en
klokke om halsen, så alle kunne vide, at man gjorde en god gerning ved at give
dem noget at æde. På den måde hjalp grisene faktisk med til at en del af skraldet
forsvandt. Hestepærer var der endnu så meget føde i, at svinene kunne have
glæde af dem. Senere blev det - spurvene, og i dag er de nærmest en saga blot.
I november 1600 skrev Chr. 4 til magistraten i håb om bedring af forholdene:
"Her findes stor Uskikkelighed med skidne og urene Gader og Stræder af den
Aarsag, at Borgerne udføre allehaande "Uhømsk" og Skarn af deres Gaarde og
lade det lægge paa Gader og Stræder eller i nogle Skarnkister under deres Huse
og Vinduer paa nogle Dages Tid, førend de lader det udage, hvoraf snart stor
Sygdom kan foraarsages; desdoruden saa ligger det mange godt Folk i Veien til
Afsky, hvor deres Gang og Vei fremfalder."

Selvom gadernes renlighed efterhånden bedredes lidt, så kan de ikke
sammenlignes med nutidens. Gang på gang måtte myndighederne slå i bordet og
formane borgere til at holde bedre rent. Ved kongelig forordning blev det under
Frederik 2. 1576 forbudt at holde svin i København, men forbudet måtte
gentages om og om igen de næste par hundrede år.
Thomas Overskou boede som barn i gården "Noæ Ark" i Studiestræde tæt ved
Vor Frue Kirke. Da englænderne ved deres bombardement af byen skød efter
kirkens høje spir, faldt bomberne tæt ned over kvarteret. Overskou fortæller om
den rædsomme oplevelse, men glemmer ikke de små morsomme episoder ind
imellem. En bombe sprængtes i luften og knuste ved nedfaldet et skur i gården,
hvor værten havde et svin stående. Det blev så forskrækket, at det sprang over
ruinerne og ud gennem mellemdøren til gaden og rendte ad kirken til. Værten og
hans pige trodsede den frygtelige bomberegn og satte efter svinet, fangede det,
tog fat i hver sit øre på det og førte det tilbage i triumf og slæbte det op på 1. sal
og arresterede det der i køkkenet til en åbenstående lejlighed, som beboerne var
løbet fra.


Et ganske specielt svin er gravsoen eller glumsoen (glum=skummel,
skrækkelig). Den er ligesom helhesten og kirkelammet en "kirkevare" eller en
"kirkegrim", et levende begravet dyr, som vogter kirken.eller varsler dødsfald.
En sådan gravso nævnes i præsten Hans Lauritsens sjælebog i 1587. Den kaldtes
"Sankt Clemens grå so" og var på det tidspunkt blevet hjemløs. Bondebyen
Havns ældste kirke var viet til de søfarendes helgen, pave Klemens, som led
martyrdøden ved drukning i 102 bundet til et anker. Kirken lå, hvor senere
Frederiksberggade blev brudt igennem. Ved reformationen i 1536 var kirken
allerede "ynkelig forfalden" og "bygfældig", og snart blev den plyndret for alt
byggemateriale og jævnet med jorden, så det var ikke så sært, at gravsoen
spøgede hvileløs rundt. Dens revir var taget fra den.

SKT ANRONIUS OG GRISEN
Den hellige Antonius fremstilles gerne i Antonitternes dragt med en gris ved sin
side og et krykkekors, eller om man vil et T-formet kors (et Tau-kors). Sådan ser
vi ham i det kongelige Treenighedskapel i Roskilde og i Århus domkirke.
Antonius gav afkald på al jordens tant for at leve som eneboer i Ægypten og blev
dermed ophav til munkevæsenet. Skønt han i sin ensomhed udsattes for mange
fristelser, må han have levet sundt og godt, for ved sin død år 352 var han over
100 år.
Antoniusordenen stiftedes 1095 af den franske adelsmand Gaston de la Motte for
at opfylde et løfte han havde aflagt ved eremittens jordiske levninger. Helgenen
havde hört hans bøn og havde reddet hans søn fra at dø af den forgiftning, han
havde pådraget sig (meldrøje ?). Som værnehelgen mod denne og lignende
sygdomme, som kaldtes "Skt Antonius` ild", blev Antonius meget populær.
Munkeordenens svin havde det privilegium, at de måtte søge føde hvor som
helst.
Åbenbart må det være ham, der er tænkt på, når man i moderne tid har kaldt en
gris "Antoniusgrisen". Det er en gris, som man har taget sig særlig pænt af,
sådan som man gjorde før landbruget blev industrialiseret. Dengang bønderne
kunne tage den mindste grisebasse ind i køkkenet for at hæge om den og det var
som i Jeppe Aakjærs digt: "- og Grisen vil klø´s bag sit Øre".
Ind imellem vore kalkmaleriers religiøse billeder har kunstnerne også moret sig
med mere verdslige
fremstillinger. Her er falke- og hjortejagt, fantasiuhyrer og dyrefabler. I Vrå
Kirke i Vendsyssel har de en dansende gris som spiller lut.
Måske nogen får association til de svenske "polkagrisar", rød og hvidstribede
bolsjestænger med pebermyntesmag ligesom vore Bismarcksklumper. Det
svenske ords oprindelse er ganske sjovt: Den tjekkiske dans, polka (tjekkisk:
"pulka" = halvtrin), opstod i Bøhmen o. 1830 og blev efter vals den mest yndede
dans i Europa på 1800-tallet. Både Strauss den Ældre og den Yngre og andre
komponister benyttede polkarytmer. Så populær blev dansen, at alt muligt blev
opkaldt efter den: polkahår, polkahandsker m.m. "Polkagrisar" blev i Sverige
navnet på de danseglade unge mænd, ligesom man i senere tider fik swingpjatter
og rockere. Derfra gik navnet videre til bolsjestængerne, som skulle gøre byen
"Grænna" kendt viden om.



I 1858 følte H.C.Andersen sig provokeret af, at man ville kassere den hidtidige
ABC-bog og lave en ny. Han skrev så selv et forslag - med en ironisk
indledning, som kunne have været brugt igen i 1970`erne, da al gammel
pædagogik og paratlæren blev sat på porten. Sådan begynder han historien om
Abc´en:
"Der var en Mand, som havde skrevet nogle nye Vers til "Abc-Bogen"; saadan
to Linier til hvert Bogsatv, ligesom i den gamle Abc; han syntes, at man skulde
have noget Nyt, de gamle Vers var saa forslidte, og han syntes nu altid saa godt
om sine egne."
Tja, enhver so synes bedst om sine egne grise!

Vi skal ikke her gengive hele indledningen og ABC-versene. De er skrevet i
firfodede jamber ligesom i den gamle ABC og i Den Store Bastian: "Paa
Vesterbro en Neger gik".
Men her er digterens forslag til bogstaverne G og S

"G. Galten. "Om Galten end faaer Ring i Næsen.
Han lærer ei det fine Væsen."

S. Sviin "Lad det Dig ikke gjøre hoven
At Du har mange Sviin på Skoven"

Dette vers hentyder tydelignok til oldensvinene og en storbonde eller herremand,
men i Molbechs samling af Danske Ordsprog, Tankesprog og Riimsprog fra
1830 betyder den ordsproglige talemåde "at have svin på skoven" noget ganske
andet, nemlig at man ikke er ved sine fulde fem. Hænger udtrykket mon sammen
med den rus, som svinene ifølge Linné kom i, når de fyldte sig med olden?

SPAREGRISEN
Sparebøsser kendes i Europa langt tilbage i tiden. Således har man fra
Romerriget fundet masser af små drejede lerkrukker med en sprække til mønter.
Samme type ses på et billede af Pieter Brueghel fra 1567 "Kampen mellem
sparebøsser og pengekister". Det skildrer de ulykker og grusomheder som
griskhed kan føre til, og de umådelige summer som krig koster. På Brueghels tid
opstod der mange religiøse oprør i Europas lande imod den katolske kirkes
undertrykkelse. De udviklede sig til voldsomme religionskrige. Samtidigt søgte
man at værne sig mod de osmanniske tyrkeres fremtrængen i Centraleuropa.



At spare er nyttigt, hvis ikke det går til overdrift og bliver til gerrighed. I
trediverne fik børnene i skolen et blad, der hed sådan noget som "Søren Sold og
Søren Spar". Behøver jeg at sige, at Søren Spar altid fik sparet sammen til de
gode og nyttige ting, han ønskede sig, mens Søren Sold stod med tomme
lommer. Det gjaldt at få børnene interesseret i at putte mønter i sparebøssen.
Måske var det derfor, at nogen hittede på, at lave sparebøsser i form af grise? De
blev særdeles populære fra begyndelsen af 1800-tallet og fandtes på ethvert
marked i landet, og vi fik udtrykket "at spytte i grisen". Det første billede vi har
af en sparegris er Vilhelm Petersens illustration til H.C.Andersens eventyr om
"Pengegrisen". Den faldt ned fra skabet midt i al hurlumhejen, da børnenes
legetøj spillede komedie, og gik i stumper og stykker, mens skillingerne dansede
hen over gulvet.

Karsegrisen ligner til en vis grad pengegrisen. Den er hul, men har ingen glasur.
Dens børster er tegnet som riller fra nakke til hale som om den var blevet friseret
med en rive. Man fylder grisen med vand og sår karsefrø i rillerne og inden
længe har man en herlig grøn gris.

H.C.Andersen har også skrevet en historie fra Firenze, som hedder
"Metalsvinet". Den handler om den brøndskulptur der står på det lille torv ved
Porta Rossa. "Vandet strømmer det ud af Munden, og det ser komisk ud, at Folk
ligesom kysser Svinet, naar de vil drikke; det er ganske blankt på Trynen og Øret
ved saa ofte at tages paa" skriver H.C.Andersen i sin kommentar.
Eventyret hører oprindelig hjemme i "En Digters Bazar". En fattig purk falder i
søvn på svinets ryg. Om natten får den liv, løber af sted med ham og viser ham
byens kunstskatte. Han vågner om morgenen, halvt gledet ned af svinet og
husker med angst, at hans mor havde sendt ham ud for at tigge... Drengen går
meget ondt igennem, men ender til sidst som kunstner.
Metalsvinet ved Porta Rossa er en kopi af en antik marmorskulptur, som står ved
indgangen til museet i Uffizi-paladset.

I Århus har vi den meget populære "grisebrønd" foran rådhuset. Den er skabt af
billedhugger Mogens Bøggild og er en gave fra bryggeriet Ceres.



VILDSVINEJAGT
Jagt, som fra tidernes morgen udgjorde en nødvendig indsats for at skaffe mad,
udviklede sig allerede i middelalderen til en højt værdsat tidsfordriv blandt
fyrster, herremænd og andet fint folk i Europa. Man anlagde jagtveje og
dyrehaver, hundegårde, fasanerier og falkonerier, opdrættede og trænede hunde
og falke.
Bønderne, som i sammenbidt tavshed måtte yde gæstfrihed for de store
jagtselskaber, måtte finde sig i den skade, de forvoldte på marker og afgrøder.
Krybskytteri blev strengt straffet, og menigmand måtte ifølge Chr. 5´s danske
lov end ikke holde jagthund med mindre den havde fået en forpote hugget af.
Hjortejagt stod højest i kurs blandt adelen, men efter den kom vildsvinejagt -
ikke mindst på grund af den fare, den indebar. Med de skarpe og spidse
hugtænder kan en vildorne flænge gennem et lår helt ind til benet eller sprætte
maven op på et menneske. Endnu på 1600-tallet var der mange vildsvin i
Danmark, og på en eneste jagt i 1692 kunne Christian den Femte nedlægge 33
stykker.



Lystfiskere og jægere har altid kunnet fortælle drabelige historier, men der er
næppe nogen, der overgår Münchhausen. Her er en af hans historier:
"En Dag som jeg går midt inde i Tykningen af Skoven, ser jeg en Pattegris og en
Vildsvineso komme løbende forbi, den ene lige i Hælene på den anden. Jeg
skyder, men skyder fejl. Alligevel bliver kun Pattegrisen, der var forrest, ved at
løbe. Soen bliver stående så stiv som en Pind, aldeles som om den kunne vær
naglet fast til Jorden. Jeg går så nærmere for at se, hvordan det hænger sammen,
og så opdager jeg, at det er en blind So, der havde haft Pattegrisens lille Hale i
Flaben, for at grisen i sin barnlige kærlighed kunne lede den. Den gang Kuglen
fløj ind midt imellem Dyrene, havde den klippet Grisehalen over, og den gamle
So stod som sagt endnu og tyggede på Stumpen; men da dens fører ikke halede i
den, saa blev Soen naturligvis stående, hvor den stod. Jeg tog straks fat i
Halestumpen og trak det stakkels hjælpeløse, gamle Dyr ganske rolig hjem, uden
at det så meget som prøvede på at gøre Modstand."

. Blandt brødrene Grimms eventyr findes historien om den tapre skrædder, som
drog ud i verden for at søge lykke. Omkring livet bar han et bælte, hvorpå der
stod "Syv med eet slag". At det var syv fluer, han havde smækket, skrev han
ikke. Alle blev bange for skrædderen. Kongen fik nys om den tapre skrædder og
lovede ham prinsessen og det halve kongerige, hvis han kunne gøre det af med to
frygtelige kæmper ude i skoven samt en enhjørning og et vildsvin. Ene mand
klarede han opgaverne og fangede til sidst også vildsvinet. Det rasende dyr fór
efter ham. Han styrtede ind i et kapel i skoven og hoppede straks ud ad vinduet.
Derved kom han bag på vildsvinet, kunne smække døren i bag det og låse det
inde i kapellet. Således vandt han prinsessen og det halve kongerige.


I den tidligere så skattede drengebog, "Gjøngehøvdingen" indleder Carit Etlar
med at fortælle om jagt på Jungshoved, hvor den ellers så jagtkyndige dronning
Sofie Amalie kommer i knibe. Hun har skudt et vildsvin, men i det øjeblik hun
stiger af hesten, rejser det sig og sætter kurs lige imod hende.
Hun løber om bag et træ. Hendes ledsager, Kai Lykke, trækker sin
hirschfænger... Da dukker pludselig krybskytten Ib op med sin bøsse, lægger
roligt an og skyder.
Til tak for at have reddet dronningen bliver Ib, som er af taterslægt, af kongen
gjort til en "ærlig og pletfri" mand. Sammen med Svend Gjønge og hans folk
kæmper han mod svenskernes besættelse af Danmark.

I nutidens Sverige vil man ikke bare gøre alt hvad man kan for fremmede i den
vide verden, men også give vilde dyr som ulve og vildsvin en chance. Dette
medfører naturligvis mange ulemper for bønder med dyrkede marker eller
fåreflokke, som kan blive sønderrevet. Avisen "Smålänningen" skriver under
store overskrifter på forsiden 19. maj og 26. maj 2003, hvordan vildsvinene gör
mere og mere skade omkring Lidhult i Småland og viser, hvordan husejeres
græsplæner er rodet fuldkommen op. De förste vildsvin dukkede op her for ca.
fem år siden, men nu er der en snes stykker, siger de, så vi må opsätte el-hegn.
I 2001 udkom der i Sverige en bog om vildsvin. Forfatteren, Mikael Tham
siger i forordet, at hensigten er at give os "et indgående kendskab til vildsvinets
adfærd samt hvordan det jages og hvordan bestanden passes på en etisk rigtig
måde. Når dette skrives er det 20 år siden, at vildsvinet atter begyndte at slå sig
ned på vore kanter.. I 1980´-90´erne skete dette hurtigt, i nogle tilfælde
eksplosionsagtigt i flere områder. Spredningen fortsætter og i dag findes der
vildsvin i store dele af det sydlige Sverige." Bogen anslår, at Sverige har
mulighed for en vildsvinebestand på 60.000 styk. I Frankrig og Tyskland skydes
der mellem 200.000 og 400.000 vildsvin om året.

Tyske vildsvin invaderede Jylland for nogle år siden, men er blevet skudt af
angst for at de eventuelt kunne bære på den meget smitsomme svinepest.


Fornavne og slægtsnavne, bomærker og våbenskjolde har tit taget udgangspunkt
i dyreverdenen, måske oprindelig som øgenavn eller tilnavn. Basse, Gris (Gries),
Galt, i Sverige: Svinhuvud og i Norge Galtung

By- og herredsvåben stammer gerne fra gamle segl, men hvor disse ikke findes
har man digtet nye motiver
Blandt de danske by- og herredsvåben har vi Fleskum Herred og Galten Herred,
hvis segl fra henholdsvis 1584 og 1610 begge viser et vildsvin. Sejlflod
Kommune i Fleskum Herred, nær Lille Vildmose, har fortsat
vildsvinetraditionen.


.
Politikere har altid måttet høre for deres helt specielle interesse for - flæsk,
valgflæsk. Fra tidernes morgen har gode talegaver været det vigtigste for
politikere, mens intelligens, kundskaber og moral desværre synes at komme i
anden række. Vælgere hopper stadig på den og lader sig drive rundt i manegen.
"Store ord og fedt flæsk hænger ikke fast i halsen" siger ordsproget. Er man
kommet til fadet og kun tænker på sig selv og sine hedder det: "Nu sidder vi alle
vel, sagde katten, den sad på flæsket"


Det ligger i sagens natur, at vi mennesker lige fra Arilds tid, da vi levede af jagt
og samlede urter, har interesseret os for vore medskabninger. Man afbildede dem
på heller og hulevægge, fortalte om dem og tillagde dem egenskaber og
guddomskraft.
Dyrefabler blev til litteratur i oldtidens Grækenland og Indien og dyrekedes ikke
mindst i Europa middelalderen igennem. De var tit moralisernede, skæmtende
eller satiriske.
En særlig art dyrefortællinger er det skrift som forfattedes i Alexandria i den
ældste kristne tid - ja, måske allerede 200 år efter Kristi fødsel. Det går under
navnet "Fysiologus" og beretter om fantasifulde egenskaber båfr hos rigtige dyr
og hos fabeldyr. Her finder vi historien om pelikanen, der hugger hul på sit eget
bryst for at give ungerne liv gennem sit blod, om fugl Fønix, der genopstår af
flammerne, om salamanderen, der slukker ild ved at gå igennem den o.s.v.
Bogen oversatte tidligt til alle den gamle verdens sprog, bl.a. arabisk. Indholdet
af "Fysiologus" blev gentaget ved munkenes mange afskrifter og voksede ved
tilføjelser. Disse håndskrifter om dyr kaldes "bestiarier" (bestia = dyr).

Mon ikke den håbløst uvidenskabelige snak om "rene" og "urene" dyr oprindelig
hører hjemme her?

Svinet er et yderst agtværdigt dyr, som ikke skal krænkes og sparkes til i
fremmed uvidenhed.
Svin redder mange fra den sikre død. I 1921 lykkedes det den canadiske kirurg
(senere fysiolog) Frederick Grant Banting at fremstille insulin af svinets
bugspytkirtel. Banting fik Nobelprisen - men måtte dele den med professor
Macleod, som ikke havde spor med opdagelsen at gøre, men alene havde stillet
sit laboratorium til rådighed. (Det kan man kalde en pæn husleje!).
Fysiolog August Krogh og læge H.Chr. Hagedorn fik omgående sat en
produktion af insulin i gang på Løvens kemiske fabrik i 1923, og Danmark er
stadig storleverandør af insulin til alverdens lande.
I 1966 lykkedes det at fremstille syntetisk insulin (bugspyt).
I moderne tid undersøger forskere om man kan bruge organer fra grise til
transplantationer på mennesker.

TRØFFELSVIN
Trøffelsvampen er en yndet delikatesse, som bruges i saucer og postejer. Den
vokser i jorden indtil en halv meter under overfladen og danner kugleformede
frugtlegemer, oftest på størrelse med valnødder. Der findes flere arter, men mest
almindelig er den sorte, som vokser i egeskove i Frankrig og Norditalien. De
mest berømte trøfler kommer fra landskabet Dordogne, men de findes også i
Provence og i egnene omkring Avignon. Dyrkning af trøfler begyndte allerede
for længe siden. Det tager 6-8 år inden svampene er udvokset.

Den meget øvede trøffelsamler kan måske ane den svage hævning af
jordbunden, som røber, at trøffelsvampene nær-mer sig overfladen, men i reglen
bruger man svin eller dresserede hunde til at finde dem. I gammel tid skal man
endog have brugt bjørne. Svin har fin lugtesans og roder begærligt trøflerne op af
jorden. For at hindre svinene i at æde dem, giver man dem en ring om trynen.

Ordet trøffel er også gået over til at betyde kuglerunde chocolader med
forskellige ingredisenser, f.eks. valnødde-kærner. I "Den unge Frues Kogebog"
fra 1934 er der opskrift på "blød trøffel": chokoladekugler, der rulles i krümmel,
og i Suhrs Kogebog nævnes "marcipantrøfler". "Kold trøffel" er chocolade med
pebermynte og menthol.

På italiensk hedder svampen "tartufo". Moliere benyttede ordet som
mandsnavn i komedien "Tartuffe". Tartuffe blev så i romanske sprog
betegnelsen på en skinhellig skurk.

VILDSVINET VISTE VEJ TIL STORINDUSTRI
Sagnet vil vide at det var vildsvin som var skyld i at man opdagede den
enorme salthorst, som byen Lyneborg hviler på. En jæger undrede sig over at en
stor galt havde hvide børster og sneg sig efter dyret for at se, hvor den havde
hjemme. Det viste sig, at den med velbehag gnubbede sig mod en klippe - af
salt. Denne salthorst, der går 4 km ned i jorden, blev til umådelig rigdom både
for Lyneborg og Lybæk. Saltudvindingen begyndte på 900-tallet.
I gammel tid var røgning, tørring eller saltning de vigtig-ste metoder til at
opbevare madvarerne. Salt var derfor en livsbetingelse, og Lyneborgs saltmine
havde til og med en utrolig høj saltprocent! 21 procent mod de normale 2-10 %.
De tyske købmandsforbund, Hanseaterne, beherskede i lange tider hele markedet
i Norden. Ikke mindst Øresunds store sildemarkeder, der forsynede Europas
katolske lande med fastemad, var storaftager. I 1368 importeredes ca. 3000 tons
salt til Skånemarkederne.
Arbejdet ved salthorsten var ulideligt både for dem der arbejdede i minen og
for dem der stod for saltsydningen. Man fyrede oprindelig med brænde, så
egeskovene forsvandt og gav plads for store hedestrækninger.
Saltet førtes med hestevogne og pramme ad veje og floder til Lybæk.
Nordeuropas første kunstige kanal byggedes i 1390´erne, 89 km lang, så man fik
direkte vandforbindelse fra Lyneborg til Lybæk. Kanalen er senere ombygget og
afkortet med 27 km.
Saltudvindingen fortsatte i beskedent omfang i Lyneborg frem til vor tid, hvor
oliepriserne satte endelig punktum for udvindingen. I dag er den gamle Saltvej
en turistattraktion.

"Hvad siger grisen?" "Gys, gys, gys!"
Grisen er os et kært dyr.
"Fa´er! Er det Verdenshavet?" "Nej, lille Gysse, det er Frederiksholms Kanal".
Fritz Jürgensens søstersøn kaldtes "Gysse". Til ham tegnede han "Gyssebogen".
I barnesprog bliver gris til "gis". Gissebasse! - - Og tanken går videre til
"Gissemand" Københavnernes yndede revystjerne i tyverne, alias Holger
Petersen. En mere moderne revy hed "Gris på Gaflen".
Soldater på marchøvelse skrålede gerne denne linje i een uendelighed: Grisen
faldt og brak sit lår, grisen faldt og brak sit lår, grisen faldt...
Et kortspil for børn hedder "Gris", og små togbaner som f.ex. Hornbækbanen og
Mølleåbanen får gerne dette kælenavn.

Folkeeventyr, sagn, børnesange og børnelege handler tit om grise. Nogle har vi
nævnt, men vi kan gerne fortsætte.
"Svinedrengen" er en af H.C.Andersens mest yndede eventyr. Svinedrengen fik
sat den tomhjernede prinsesse på plads: "Jeg er kommet til at foragte Dig, Du",
sagde han, "Du vilde ikke have en ærlig Prinds! Du forstod dig ikke på Rosen og
Nattergalen, men Svinedrengen kunde Du kysse for et Spilleværk! Nu kan Du
have det saa godt!-" Og saa gik han ind i sit Kongerige, lukkede Døren i og slog
Slaa for, saa kunde hun rigtignok staa udenfor og synge "Ach, du lieber
Augustin. Alles ist væk, væk, væk!"
Både H.C.Andersen og Kaalunds dyrefabler med Lundbyes fine tegninger er
med deres kærlighed til dyrene et udpræget stykke dansk kultur.

Svenske børn synger "Morsgrisar är vi allihopa" ("Mors kælegrise er vi
allesammen") rundt om midsommerstangeneller leger små frøer, som hverken
har hale eller øren, og små grise som både har det ene og det andet. Man slutter
af med at hoppe som kvækkende frøer og løbe gryntende rundt som grisebasser.
Folkelegene bruges også i julestuen.
I en svensk læsebog finder vi vers om de fire små grise, som gik ud på vift, alle
var glade og ingen var gift, og alle havde krølle på halen.
Asbjørnsens norske folkeeventyr fortæller om "Vædderen og grisen som skulle
til skovs og bo for sig selv" og om "Pandekagen", som syv sultne unger tiggede
deres mor om at få. Men pandekagen hoppede ud af panden og rullede som et
hjul ud af huset, Alle, som den mødte, ville spise den, men den slap fra dem. Da
kom den til en bæk. En venlig gris tilbød sin hjælp. Sæt dig på min tryne, sagde
den, så skal jeg fragte dig over. Pandekagen satte sig op. "Nøff-koff" sagde
grisen og væk var pandekagen.

Avisen "Norra Skåne" skriver i maj 2003 om hvor glimrende det er at holde en
minigris i stedet for en hund eller kat. Den er selskabelig og kan til en vis grad
opdrages. Den anbefales som husdyr for dem, der lider af allergi mod hunde- og
kattehår o.l.


Skal alle grise bandlyses, fordi visse mennesker med svinefobi ikke tåler at se
dem og ikke önsker dansk kultur i Danmark?
Fobier må behandles.
Ellers ender det med, at vi kan synge med på melodien fra svinedrengens
spillevärk: "Ach du lieber Augustin, alles ist væk, væk, væk!"


Landmænd mishandler deres dyr
Det står skidt til med dyrevelfærden i danske i svinestalde.
I en kontrol fra Fødevarestyrelsens veterinærrejsehold blev hele 31 ud af 50 landmænd afsløret i at overtræde reglerne for dyrevelfærd.
To landmænd er blevet politianmeldt for særligt grove tilfælde af mishandling. (Netavisen 9. Juli 2011)

BT skrev 2/12 at muslimske börn ikke vil spise jödekager og spurgte, om vi så
skulle afskaffe jödekagerne? En overväldende majoritet sagde NEJ!

Muslimske børn vil ikke spise jødekager?  Så væk med dem!
Er der mere muslimske børn ikke vil?
De kan ikke lide hunde. Så væk med dem.
De vil ikke spare i sparegrise. Så væk med dem.
De må ikke spise kaniner. Så væk med dem
De vil ikke læse børnebøger om grise. Så væk med dem.
De kan ikke lide de vantros juletræer. Så væk med dem.
De tåler ikke at se tegninger af grise. Så væk med dem
De vil ikke høre musikstykker. Så væk med dem.
De må ikke få marzipangrise. Så væk med dem.

Ja væk med - - - - - - Hvem?


Send siden til dine venner

Send this page to your friends

Click here to send this page to a friend!
 
 
 
Dette foto taler for sig selv!
 

 
Er det virkelig synd for Grisen? Tryk her og se selv.
 

English

American

Canada

Dansk

Norsk

Svensk

Nederland

Chinese

Greece

Russian

Visitors online:  - right now

 hidden hit counter
hit counter dreamweaver

 free counters

  Free counter and web stats